Cxense Display

AFREJSEEEEE, JUBII!!!!

andJa, så kom vi da herned… Et “godt” i den sætning, ville være yderst upassende.Vækkeuret ringede klokken 05.45 og jeg sprang op af sengen og var klar til at indtage dagen, hvor forventningsglæden endelig skulle indfries.
Vi drog glade mod Kastrup, men nåede kun lige forbi Aarhus, før vi holdt helt stille på motorvejen. – Bevares, lidt morgentrafik havde vi lagt ind i tidsplanen – ingen panik.
Meldingen om, at en lastbil havde torpederet midterrabatten og at begge retninger derfor var total spærret, kom over radioen kort tid efter – nu, en smule panik.
Da vi efter en time, kun havde kørt ganske få meter, endnu ikke kunne se nogen frakørsel og konstant blev mindet om tidens gang af, på dette tidspunkt, lidt for morgenglad og meget irriterende radiovært, begyndte panikken for alvor at ramme mig og mindre rationelle ideer, som et tage turen i nødsporet, blev foreslået.
Imens jeg kæmpede med åndenød, efter gentagne gange at have forestillet mig flyet lette for næsen af os, kunne jeg samtidig kigge på en helt rolig og fattet Kasper?!?! Om jeg på daværende tidspunkt værdsatte hans altid mindre paniske sind end mit, har jeg svært ved at tage stilling til, da jeg mest af alt, bare syntes, han var pisse irriterende. Jeg har ikke spurgt ham, hvad han tænkte om mig.
Efter, hvad der føltes som en evighed, kom vi endelig af motorvejen, men den tætte trafik fortsatte nu på små og kringlede landeveje.
Selvfølgelig kørte vi også lige bag en traktor, uden mulighed for overhaling, da trafikken i modsatte retning, var ligeså pakket.
Det skal siges, at jeg kender mig selv, mit held og mangel på samme, så sådanne ting, kommer sjældent bag på hverken Kasper eller mig.
Derfor kiggede vi også bare stilfærdigt på hinanden, da et stenslag lavede en revne i vores to uger gamle forrude.To timer senere, kørte vi endelig på motorvejen udenfor Horsens og et mindre rally resten af turen var nødvendigt.Vi kom løbende og stressende ind i lufthavnen – blot for at ramme en meget lang og rolig check-in kø, fedt!
– Måske har Kasper alligevel fat noget, ved ikke at gå i panik, før skaden faktisk er sket.Nå, men det var nu en skøn følelse at sætte sig i flyet og se den forlade terminalen. Næste stop Bangkok – troede vi…
Da vi lige skulle til at lette, efterspørger piloten en læge. Kasper overvejede at melde sig til tjeneste, men jeg måtte skuffe ham og fortælle, at hans førstehjælpskursus nok næppe rakte.
Pilotens stemme kunne endnu engang høres over højtalerne – han skulle bruge endnu en læge. To mennesker var blevet meget syge og efter en vrimmel af redningsfolk i godt en time, kørte flyet tilbage til terminalen. De to stakkels mennesker, var for syge til at rejse med.Godt forsinket, lettede vi langt om længe og vi var faktisk bare glade for at være med.
Turen blev også noget hyggeligere, da vi faldt i lang snak med Anja, som skal rejse alene rundt i Thailand. – Dejligt, socialfobien ophørte, så snart vi forlod dansk jord.

Da vi ankom til lufthavnen i Bangkok, hævede jeg hurtigt penge, inden vi fandt en taxa, som skulle køre os til Khao San Road, som skulle være vores sidste stop i dag – troede vi…
I taxaen spørger Kasper om jeg nu også havde husket pengene, hvortil jeg fornærmet svarer, at jeg sgu da ikke er så kluntet, at jeg glemmer de penge, jeg lige havde hævet. I det sekund jeg færdiggjorde min sætning, blev jeg ramt af en følelse af, til gengæld ikke at have husket Dankortet. Arghh pis, tilbage til lufthavnen og lede, men uden held.

Taxaturen igennem Bangkok, var endnu værre og mere trafikeret end normalt, grundet optøjerne og demonstrationerne. Men endelig, efter noget af en tur, nåede vi frem.
En følelse af lykke og salighed ramte mig , da vi med kurs mod vores yndlings vegetariske café, gik gennem stemningsfyldte Khao San Road i solskin og delte en længe ventet mango.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *