Cxense Display

Den cigarrygende cubaner

Cuba, Havana er virkelig noget for sig selv. Forestil jer en by med store, smukke bygninger alle steder, smalle gader ala Barcelona og flotte, gamle klassiske amerikanerbiler overalt i gadebilledet.
Forestil jer så, at det var sådan byen så ud for 50 år siden, og at der ikke er blevet rørt en finger siden. Ingen vedligeholdelse, ingen fornyelse. Ingenting.
Bygningerne er faldefærdige, hvis ikke de er helt færdige og vejene har flere steder bare givet op og er faldet sammen. Bilerne er stadig flotte, men ligner nogle, der ikke burde kunne køre, men i stedet burde stå på et museum.

Super-socialisten Kasper havde glædet sig som et lille barn til det cubanske fællesskab og sammenhold. Med knyttet næve sang han røde slagsange hele vejen ind i landet, og skuffelsen ville ingen ende tage, da de barske realiteter mødte os…
Den kommunistiske tankegang kan umiddelbart virke meget sympatisk i en utopisk verden, men hvad nytter det at alle er lige, når det betyder at alle er lige fattige, lige uoplyste, og enige om at de ikke kan lide regeringen?! Det må de selvfølgelig ikke sige, men det gør de alligevel, hvis man taler med dem længe nok. Det gjorde dem vi mødte i hvert fald.

Menneskene på Cuba er enormt imødekommende og venlige. De vil meget gerne snakke og hjælpe. De insisterer faktisk. De fleste af dem vil så også efterfølgende belønnes med et par cuc.
Cuc er den ene af de to slags penge, de har på Cuba. Cuc bliver kaldt turistpenge – og med dem, kan man købe alt. Peso – befolkningens penge – er mere begrænset, og kan eksempelvis ikke bruges til at købe mælk. Cubanerne vil derfor meget gerne i kontakt med turisterne – det kunne jo være det faldt lidt cuc af.

Vi mødte den her mand, som, ligesom så mange andre, henvendte sig til os. Han forsikrede os, at han hverken ville have penge eller sælge cigarer, og før vi vidste af det, blev vi vist rundt i nabolaget med ham som guide.
På et lille marked tilbød han at tage et billede af os. Jeg fandt min iPhone og gjorde den klar, så alt han skulle gøre, var at trykke på knappen for at tage billedet. Han var utvivlsomt på ny, usikker grund, og selv efter mange forsøg blev det kun til en kavalkade af selfies af en cubansk cigar-rygende mand.
Vi endte på en snusket lille bar, hvor vi, efter mandens kraftige insisteren, fik alkolfrie drinks, imens han fortalte om Cuba og sig selv.

Han fortalte, han aldrig har været andre steder end Cuba, fordi det er meget svært at få lov at rejse ud af landet som cubaner. Han har heller aldrig været på internettet, og generelt virker det som om, man holder cubanerne uoplyste, så de ikke opdager, at tingene ikke helt fungerer efter hensigten.
Alt i alt var mødet med manden en hyggelig og lærerig oplevelse, som desværre blev lidt spoleret af en ærgerlig afslutning. For da regningen kom, var den på næsten 200 kroner, hvilket er mere end vi betalte for hele gildet på den bedste restaurant i Havana. Alle andre steder – selv på de fede barer – koster en drink MED alkohol max 24 kroner. Det var helt tydeligt aftalt, tarveligt spil, og da vi slet ikke gad have drinks i første omgang, var det endnu mere irriterende at føle sig snydt og udnyttet på sin venlighed.
Manden sluttede af med helt desperat at tigge om penge til mælk til sine døtre, og han havde også flere gange forsøgt at sælge os cigarer – altså brud på begge hans løfter. Øv.
Men som super-socialisten plejer at sige (og i øvrigt stadig mener selv efter Cuba skuffelsen): “Ville du bytte situation med ham? Hvis ikke – har han det nok værre end dig”.
Hørt, Kappi! Og helt ærligt, så tror jeg, manden var oprigtig nok, men samtidig så en mulighed og greb den. And who am I to judge?
Kan jeg sige mig fri for, at mit moralske kompas ikke også ville ryge ud af kurs, hvis jeg var i mandens sted?!

Fidel, jeg beundrer dine bedrifter og dine hensigter, men der er noget galt i dit land..