Cxense Display

Det akavede gensyn

Langt om længe, efter diverse forsinkelser, sikkerhedstjek og miniforhør – hvor de hver gang får mig til at føle mig som en top-kriminel, selvom jeg er ganske uskyldig – fandt jeg Kappi ventende i lufthavnen.

I flyet havde jeg forestillet mig at vores gensyn, ville blive noget i retning af en romantisk scene fra en film, hvor vi løb hinanden i møde gennem menneskeflokkene og alle livets forhindringer, for at falde grædende og lykkelige i hinandens arme – afsluttet med et hollywoodkys, selvfølgelig.
Men i virkeligheden blev de mere sådan et lidt akavet “Nå hej, der var du”, et kram og et tantekys – og to forfjumrede kærester, der ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre af sig selv.

Heldigvis er ingen af os bange for “italesættelsen”.
Jeg er stor fortaler for, at vi bruger vores ord. For på mange måder, har vi kun vores ord – og de kan så meget. De kan såre, glæde, skabe misforståelse og forståelse og de kan opfattes og tages imod så forskelligt og på helt andre måder end de menes og sendes ud. Derfor – og fordi de færreste af os er tankelæsere – er det vigtigt, at vi bruger vores ord til at forklare og beskrive, hvad vi mener og føler.
Vores ord, er nemlig kun overgået af vores følelser, som vi i de fleste tilfælde kan sætte ord på, men nogle gange bliver følelserne så stærke, at ord ikke længere er nok. Dét synes, en italesættende ordnørd, som mig, er meget, meget smukt.

I den mere banale situation i lufthavnen var ord nok!
Faktisk skulle der ikke mere til, end at Kasper efter et par minutter sagde: “Hvad fanden sker der?! Det er helt mærkeligt at være sammen igen!”.
Og vupti – så opløste italesættelsen alt det akavede, og vi blev os selv igen.

Jeg var overbevist om, at vi skulle late-night-dinner den på bedste new yorker vis, men også dén forestilling blev manet til jorden, da vi efter en shuttlebus, et metrotog og en gåtur ankom trætte til vores lejlighed og en anden tidszone. Klokken var 01 om natten New York-time – altså 7 om morgenen i Danmark, hvis tid jeg stadig kørte på.
Klokken 02 faldt vi begge udmattede i søvn. Den ene af os på grund af seks dages druktur med drengene i Hollywood og Las Vegas, og den anden pga. en lang rejse.

PLING – klokken 4.30 blev jeg vækket af ham der “jetlag”.
Nå men New York sover vel aldrig?
Det var Kasper slet ikke enig i, da jeg forsøgte at vække ham lidt over 6…

Jeg måtte vente yderligere et par timer, før vi begge var klar til at opleve New York. And so we did…


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *