Cxense Display

Glutenfri, søde kerneboller og hjemmelavet nutella

Jeg blev i går inspireret til denne opskrift af bloggeren “madEVAlution”. Det er de lækreste glutenfri boller, jeg længe har smagt. Dejen laves aftenen inden bollerne skal spises. Det kræver kun kort tids forberedelse om aftenen og endnu mindre om morgenen. Plus – ingen fingre i dejen, dobbeltplus – nybagte boller på ingen tid morgenen efter.

GLUTENFRI, SØDE KERNEBOLLER:
(10-12 boller)

– 1 dl chiafrø
– 1 dl hørfrø
– 2,5 dl vand
– 2 dl mandler (kværnes til groft mel i en tør blender)
– 3 spsk. solsikkekerner
– 3 spsk. græskarkerner
– 1 tsk. salt
– 4 æg
– 2 spsk. kokosolie eller kokossmør (kokossmør er smagsneutral) – olivenolie er sikkert også helt fint.
– 1 dl gojibær
– Evt. et lille drys kanel, vanilje, kardemomme…

Aftenen inden:
1. Chiafrø og hørfrø sættes i blød i vandet.
2. Mandlerne kværnes til groft mel i en tør blender.
3. Tilsæt mandelmelet og resten af ingredienserne til Chia/hørfrøblandingen og rør det hele godt sammen. Sæt låg på og i køleskabet natten over.

Næste dag:
1. Tænd ovnen på 200 grader
2. Brug to skeer til at lægge klatter af dejen på en bradepande med bagepapir.
3. Bages i 20-25 min.

Vi fik dem med hjemmelavet, sund Nutella, som tager 10 min. at lave og smager helt fantastisk!!

NUTELLA:
– 100 gram hasselnødder
– 250 gram bløde og saftige dadler (jeg foretrækker dem med sten – HUSK at fjerne stenene!)
– 1 tsk. ren vaniljepulver eller kornene fra en vaniljestang
– 4 spsk. kakaopulver
– 3 spsk. kokosolie
– 3 spsk. vand

1. Blend hasselnødderne til mel i en tør blender.
2. Blend resten af ingredienserne for sig.
3. Bland melet i daddel-massen.

Velbekomme. 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *