Cxense Display

Grove pølsehorn – med kyllingepølser, masser af “skjulte” frø og kerner og gulerod

Pølsehorn

Sådan laver man verdens bedste pølsehorn! 😀

De her grove pølsehorn fyldt med skjulte frø og kerner er, efter min mening, verdens bedste.
De er desuden den perfekte madpakke med masser af skjult sundhed, næring og lækkerhed. 🙂

Jeg plejer at lave dobbeltportion og fryse nogle af dem ned – så jeg lige kan snuppe en nem og lækker madpakke med på farten, når tiden er knap. 🙂

Jeg kender I øvrigt en masse børn, som er helt vilde med dem. 😉

Grove pølsehorn – med kyllingepølser, masser af “skjulte” frø og kerner og gulerod:

Du skal bruge:

– 25 gram gær
– 1 dl lunken vand
– 1 spsk. himalayasalt
– 1/2 dl olivenolie
– 1 spsk. akaciehonning
– 1 dl skyr
– 1 æg
– 2 gulerødder
– 1/2 dl græskarkerner, 1/2 dl solsikkekerner, 1/2 dl hørfrø, 1/2 dl sesamfrø og 1/2 dl chiafrø sættes i blød – se nedenstående vejledning til iblødsætningen.
– 2 dl grovvalsede havregryn
– 3 dl rugmel
– ca. 7 dl valgfri mel (jeg brugte groft speltmel og grahamsmel)
– 12 gode kyllingepølser (jeg bruger Hanegal)
– evt. lidt god ketchup

Iblødsætning af frø og kerner:

Græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø og chiafrø sættes i blød i 3 dl vand natten over eller minimum en time.
Ved at sætte frø og kerner i blød, optager vi bedre mineralerne, de essentielle fedtsyrer og de sundhedsfremmende egenskaber de indeholder. Derudover bliver de blødere og mere passende i et pølsehorn – på den måde er de også nemmere at få sneget i børn.

Sådan gør du:

1. Rør gæret ud i det lunkne vand og tilsæt derefter olie, skyr, honning og himalayasalt. Tilsæt derefter ægget og rør det hele grundigt sammen.
2. Riv gulerødderne og tilsæt dem og de iblødsatte frø og kerner.
3. Tilsæt havregrynene. Tilsæt derefter rugmelet og til sidst det valgfri mel lidt af gangen. Ælt det godt sammen eller brug en røremaskine.
4. Lad dejen hæve et lunt sted i minimum en time.
5. Når dejen har hævet, tændes ovnen på 225 grader almindelig ovn.
6. Del dejen i to lige store stykker. Drys lidt mel på bordet og rul stykkerne til to store cirkler – ligesom en pizza. Skær cirklerne i 12 trekanter. Kom evt. lidt ketchup på det brede stykke af trekanterne. Læg en halv pølse på hver trekant og rul ind mod midten og luk dem til.
7. Lad pølsehornene efterhæve i 30 min. Pensl dem evt. med et sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
8. Bag pølsehornene til de er gyldne i ca. 12-15 min.

Jeg opbevarer dem i fryseren og tager dem op samme dag, som de skal spises.

Velbekomme. 🙂


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *