Cxense Display

Chokoladeovertrukne karameller med et hint af himalayasalt

Karameller

Chokoladeovertrukne karameller med et hint af himalayasalt

– Karamellerne indholder fem ingredienser, og selvom man skulle tro det, er ingen af dem hverken fløde, smør eller raffineret sukker.

Karamellerne har bid samtidig med de nærmest smelter i munden. De smager ganske enkelt som en syndig flødekaramel.

Jeg serverede dem for nogle familiemedlemmer, som enstemmigt mente, de er noget af det bedste, jeg nogensinde har lavet.

Derfor var opskriften egentlig gemt til min kogebog, men som I ved, har jeg været nødt til at udskyde den til efter min barsel.
Det gjorde mig ked af det, og jeg var nervøs for at fortælle jer det, fordi jeg ved, I er mange, som ser frem til den.
Den respons jeg fik fra jer, var så overvældende og varm – og jeg har læst hver eneste af jeres kommentarer flere gange – og de har hjulpet på mit humør og mine mange blandede følelser omkring den omvæltning min familie og jeg står over for.

Derfor vil jeg gerne sige tak med karameller. Er det ikke et slags ordsprog eller en “ting”?! Det er det i hvert fald nu.
Tak! Tak fordi I følger med – og fordi I altid er så pisse søde.

Jeg ved, at mange bloggere ofte modtager grimme kommentarer og den slags fra deres følgere. Jeg har aldrig modtaget andet end kærlighed fra jer. <3

Jeg håber, I også “følger med” til København, for jer kan jeg sgu ikke undvære. 🙂

Karamellerne indeholder i øvrigt hverken laktose, gluten eller raffineret sukker.

Karameller:

Du skal bruge:

– en dåse fuldfed kokosmælk (400 ml)
– 200 gram kokossukker
– 2 spsk. kokosolie (evt. smagsneutral)
– 1/4 tsk.  himalayasalt
– evt. 40 gram Vivani chokolade 92% eller 75% som overtræk.

Sådan gør du:

1. Kom kokosmælk, kokossukker, kokosolie og himalayasalt i en gryde og lad det koge op.
2. Lad det derefter koge ved middelhøj varme i ca. 40 minutter. Rør i det jævnligt. Karamellen er færdig når den tykner og slipper bunden ved omrøring.
3. Hæld karamellen i en form beklædt med bagepapir, så det passer med at karamellen får den tykkelse, du ønsker.
4. Stil karamellen på køl indtil den er blevet fast. Skær den ud i de størrelser og forme, du ønsker.
5. Smelt chokoladen over vandbad og dyp karamellerne i chokoladen.

Tip: Hvis du halverer mængden af kokossukker, får du stadig søde karameller, men de vil blive noget mere bløde og bør spises direkte fra køleskabet. 

Velbekomme. 🙂


2 kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *