Cxense Display

Is med kakao og kokos

Hjemmelavet is med kakao og kokos

Hjemmelavet is med kakao og kokos

De seneste par dage har der været sol over Amager, så jeg synes, det er helt på sin plads at dele en af mine nye opskrifter på is med jer.
Men altså, hvem prøver jeg at narre – det er, som mange af jer er enige i, altid istid. 😀

Selvom man fristes til at tro det, indeholder den cremede, fløjlsbløde is ikke fløde – men i stedet blandt andet cashewnødder og avocado.

Isen kræver hverken en ismaskine eller ret meget af din tid. Den er nemlig super nem at lave, da den bare skal blendes og en tur i fryseren.

Denne udgave smager af kakao og kokos, men I kan allerede nu glæde jer til flere lækre is-opskrifter fra min hånd.

Isen indeholder i øvrigt hverken hvidt sukker, laktose eller gluten.

God fornøjelse og god sommer. 🙂

Is med kakao og kokos:

Det skal du bruge:

– to dåser kokosmælk (kun den fede del skal bruges)
– 1 avocado
– 3 bananer
– 1 dl cashewnødder
– 1 dl rå kakao
– 1 dl kokossukker (eller din favorit sødning)
– 1 dl kakaonibs
– evt. 1 dl lucuma
– evt. 1 dl tørret kokosmælk fra Unik food (for mere kokossmag)
– evt. 2 spsk. sirup (jeg brugte kokossirup)

Sådan gør du:

1. Kom den fede del fra de to dåser kokosmælk i en blender sammen med avocado, bananer, cashewnødder, kakao, kokossukker, lucuma og tørret kokosmælk og blend det meget grundigt.
2. Bland kakaonibs i og hæld det derefter i en brødform, en isbøtte eller lignende.
3. Lav swirl af sirup – altså fordel siruppen i overfladen og rør derefter lidt rundt i overfladen med en gaffel eller kniv.
4. Kom “isen” (det er vel ikke is, før den er frossen?!) i fryseren i minimum 6 timer – eller natten over.

Serveringsforslag: Server isen med chiafrø, sirup, kakaonibs, kokosflødeskum, hjemmelavet nutella, peanutbutter, hasselnøddesmør eller din favorit topping.

Velbekomme. 🙂


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *