Cxense Display

Jeg er et tolerant menneske?

Togturen tilbage til Bangkok kørte slingrende på skinner og var op af bakke.Vi sagde farvel til Chaing Mai onsdag aften, og hoppede endnu engang på det bumlende nattog med kurs mod Bangkok.
Der gik ikke længe, før vi måtte erkende, at vi endnu engang havde havde trukket nitten ved pladsuddelingen. Den automatiske dør ud til det, i sig selv yderst larmende sted der koblede vores vogn sammen med den næste, var gået i stykker, og klappede derfor (HØJT) i takt med ujævnhederne i Thailands ustabile skinner.
Heldigvis supplerer Kasper og jeg hinanden super godt, ved at vi sjældent mister vores overskud på samme tid. Vi skiftedes derfor til at distrahere og sprede positiv energi og stemning, når den anden (jeg), var ved at gå amok over den fucking lorte-dør. “Roooolig Steph, der er jo ikke noget at gøre ved det”, sagde overskudsagtige Kasper. “Tsk!! Jo der er sgu så! jeg finder en løsning.”, svarede jeg, inden jeg efter en masse forskellige, desperate og mislykkedes forsøg måtte indse, at manden havde ret – PIS!!
Jeg er altså bare ikke særlig god til høje lyde. Eller ventetid. Eller folk der står i vejen. Eller ryger. Eller ikke tager hensyn. Eller bare er irriterende… Ej men helt ærligt, hvem ligger sig også ved poolen og sætter dårlig musik på deres telefon med endnu dårligere lyd, når der i forvejen spilles musik i højtalerne. Imens de ryger. Det gør mennesket, som ligger sig ved siden af mig, sjovt nok, altid.

Men ellers er jeg et meget tolerant menneske?!

Kasper og jeg har faktisk lige talt om det i dag og er kommet frem til, at jeg overordnet set er enormt rummelig, men hvis noget først virkelig irriterer mig, er jeg total intolerant og har svært ved at skjule mine indre frustrationer.
Eller som min kære far siger: “Ingen omkring dig, er nogensinde i tvivl om, hvad du føler indeni. Hvis du er glad, sur, irriteret eller ked af det – så ved man det.”
De seneste tre gange min far, som ellers er maskulin på alfahan måden, blev rørt til tårer, var:

1. Da han blev mindet om, at alle hans tre børn er ude at rejse i julen.
2. Da hans gravhund Simon var sød pga. noget, jeg ikke lige husker.
3. Da han genfortalte en tilfældig hverdagshændelse med hans søde Lisbeth, som han stadig er smask forelsket i efter flere års forhold.
– Alle ovenstående episoder skete i øvrigt samme dag. 😀

Min far er simpelthen født med en direkte kobling mellem følelser og tårekanaler.
– Gad vide, hvor jeg har det fra. 😉

Nå, tilbage til toget…
Jeg er udstyret med verdens måske mindste blære og skal derfor tisse ofte – også om natten. Det er bare ikke det fedeste, når nattog til gengæld utvivlsomt er udstyret med verdens klammeste toilet. – Så står man ellers dér og forsøger at holde en værdig squat-position, imens toget på bedste rodeotyr manér forsøger at kaste én ud af kurs.
Efter tabt kamp til rodeotog, trådte jeg ud fra toilettet (med tis på fødderne), og her blev jeg mødt af et noget uventet syn.
En kæmpe flok middelaldrende stive tyskere, holdt den vildeste tyrolerfest, jeg længe har set. Festens midtpunkt – en umiddelbar meget fuld tysk dame – hang bogstaveligt talt i loftet. På imponerende vis forsøgte hun at transportere egen krop fra den ene ende af toget til den anden, ved at svinge sig i armene, alt imens kupeens resterende flok samstemmende heppede i kor: “DORIS, DORIS, DORIS!!!
Hun gjorde det sgu, hende Doris.

Efter en nat med alt for lidt søvn, var toget denne gang mere end tre timer forsinket, og min tålmodighed blev endnu engang sat på hård prøve. Heldigvis var Kasper lige ved siden af, så jeg kunne lade det gå ud over ham..

Trætte og irriterede ankom vi efter lige knap 19 timer i offentlige transportsmidler til varme Bangkok. Chokket af at træde fra “fryseren” direkte ud i, hvad der føltes som 100 grader – blandet med alt andet – var mere end vi kunne bære, og Kasper og jeg havde en mindre uoverensstemmelse (læs; råben og skrigen i Bangkoks gader) over noget fuldstændigt ligegyldigt.

Heldigvis er der ikke dét dagens første kop kaffe, ikke kan klare. Dén og en god snak senere, var alt glemt og godt igen.
Vi hørte endda os selv blive enige om, at sådan en togtur, jo også bare er en måde at være sammen på.
Mennesket er nu godt indrettet på den måde, at vi hurtigt glemmer de dårlige ting. Sætning sagt af mig efter forfærdelig tur med natbus til Chaing Mai for to år siden: “Cille, det er seriøst det værste jeg NOGENSINDE har prøvet og jeg sværger, jeg ALDRIG gør det igen”.

Læs om vores tur med natbus fra Bangkok til Surat Thani næste gang…


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *