Cxense Display

Kategori: En rundrejse i Caribien, mit sind og min verden

Salsachicka med selverkendelse?

Den sidste dag i Cuba, ville vi lære at danse salsa. Vi bookede en enkelt times salsaundervisning i dén tro, at vi ville gå derfra som intet mindre end Salsa Champs.
Den forestilling fik salsalæreren dog hurtigt skudt i sænk, da han, efter trinnene var nogenlunde på plads, bad mig bevæge skuldrene – altså sådan ligesom få de der salsarytmer indover, I ved.
Jeg forsøgte på bedste vis, hvorefter han slog en høj latter op og grinende fik fremstammet “okay, no shoulders today”…
Jeg håbede ikke, Kasper havde set mit knap så vellykkede forsøg på at være sexy salsa chicka. Jeg kiggede forsigtigt over på ham og blev ganske rolig – han var fuldt ud optaget af KUN at kigge på sine egne fødder.
Vi var vist begge ude af vores komfortzoner.

Den cigarrygende cubaner

Super-socialisten Kasper havde glædet sig som et lille barn til det cubanske fællesskab og sammenhold. Med knyttet næve sang han røde slagsange hele vejen ind i landet, og skuffelsen ville ingen ende tage, da de barske realiteter mødte os…
Den kommunistiske tankegang kan umiddelbart virke meget sympatisk i en utopisk verden, men hvad nytter det at alle er lige, når det betyder at alle er lige fattige, lige uoplyste, og enige om at de ikke kan lide regeringen?! Det må de selvfølgelig ikke sige, men det gør de alligevel, hvis man taler med dem længe nok. Det gjorde dem vi mødte i hvert fald.

Mødet med Ninja Turtles

Dagen efter tog vi på skildpaddefarm. Jeg er den der type der bærer den helt store JA-hat, når tingene er på afstand. Jeg er sej og modig og tør det meste, så længe situationerne er uden for rækkevidde. Så når Kasper melder sine (MANGE) forslag op med – jeg nævner i flæng – faldskærmsudspring, bestigning af Mount Everest, at sejle jorden rundt på egen hånd eller at svømme med skildpadder, så er jeg high-five-det-gør-vi-bare-klar.
Lige indtil det bliver en realitet, og jeg med ét forvandler mig fra super-woman til sølle kylling.
I det her tilfælde skal det dog lige siges, at jeg, da jeg sagde ja til at svømme med skildpadder, forestillede mig de der søde små nogle, og altså ikke vidste, der var tale om kæmpe-skildpadder, som ville kunne banke samtlige Ninja Turtles til enhver tid.

Hjerteligt velkommen til Caymanøerne?

På flyet mod Caymanøerne undrede Kasper sig over, hvorfor der ikke sejler passagerskibe mellem de caribiske øer. Jeg svarede med, hvad jeg på daværende tidspunkt anså som et kvalificeret, bud om, at det kunne være på grund af pirater.
Kasper kom tilbage på min, åbenbart, helt tydelige dumhed med “Ja skat, det er helt sikkert på grund af Jack Sparrow”.

Det akavede gensyn

I flyet havde jeg forestillet mig at vores gensyn, ville blive noget i retning af en romantisk scene fra en film, hvor vi løb hinanden i møde gennem menneskeflokkene og alle livets forhindringer, for at falde grædende og lykkelige i hinandens arme – afsluttet med et hollywoodkys, selvfølgelig.
Men i virkeligheden blev de mere sådan et lidt akavet “Nå hej, der var du”, et kram og et tantekys – og to forfjumrede kærester, der ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre af sig selv.

Når panikangst bliver til hysteri-angst

Der var stille før stormen, da jeg i god tid ankom til lufthavnen. Men stormen “Alexander” begyndte så småt at melde sin ankomst, og det samme gjorde min nervøsitet for, om Alexander ville blive skyld i, at mit fly ikke ville lette. Min nervøsitet blev hurtigt erstattet af en slags panikangst, da jeg ikke kunne checke ind.

Jeg henvendte mig venligt og meget kvinde-i-nød-agtigt til en lufthavns-mand, som kynisk fortalte, at mit Esta (visum til USA) ikke var udfyldt korrekt, og at han derfor ikke vidste, om de kunne lade mig flyve. Panikangst blev lynhurtigt erstattet af hysteri-angst…
Og hvor fanden var mit pas nu blevet af?!!?!???!!

Så er det i morgen. Måske…

Så er det i morgen, jeg rejser mod varmere himmelstrøg. Måske… Jeg lovede jer spænding fra start, pga. at jeg, som den laissez faire-type jeg er, skal rejse alene til New York, hvor Kasper, som ellers plejer at være min redningsmand i denne slags situationer, venter på mig i lufthavnen. Og som om, at det i sig selv ikke var spændende nok, så har vejrguderne også lige valgt at sende deres bidrag i form af sne og storm… Måske orkan. Jamen, super!