Cxense Display

Når graviditeten går galt

Når graviditeten går galt

Når de første 12 uger af en graviditet er gået, kan vi endelig fortælle omverdenen, hvorfor vi de seneste måneder har været glade, trætte, usikre, kede af det, “syge” og alle de tusindvis af andre følelser gravide kvinder kan opleve.

Indtil da skal man helst give sig selv mundkurv på omkring det, der fylder aller mest inde i en. Måske endnu ikke bogstaveligt talt sådan rent fysisk, men det fylder. Meget.

Da jeg ventede Elva, havde jeg lyst til at fortælle alle,  jeg var gravid. Også, nok faktisk især, de første 12 uger.

Jeg syntes, det var svært at gå rundt med den hemmelighed og alle de følelser selv.

Men det gør man, fordi det bør man?! For hvad nu hvis graviditeten ikke ender lykkeligt med en baby i armene, så nytter det jo ikke noget, at man har delt graviditetsnyheden vidt og bredt. Men hvorfor egentlig ikke?

Tabu at tale om mislykkede graviditeter

Hvorfor er det så tabuiseret at tale om de graviditeter, som går galt?

Mit indtryk er, at der bliver set skævt til de kvinder, som vælger at dele nyheden tidligt. Måske tager jeg fejl.

Måske er det også kvinderne selv, der ganske enkelt ikke ønsker at tale om det, hvis de oplever en spontan abort, en graviditet uden for livmoderen eller lignende. Fred være med det. Det er helt op til den enkelte.

Jeg mener til gengæld, det er et problem, hvis vi ikke tør tale om det, fordi vi er bange for modtagelsen.

Er vi berøringsangste? Kan vi kun lide at tale om de komfortable emner og de lykkelige slutninger?

Hver fjerde graviditet ender ikke med en baby efter ni måneder

15-20 % af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, ender med en spontan abort. Altså cirka hver femte graviditet. Det er ret mange. Ret mange kvinder som har nået at føle, de er gravide – med alt hvad det indebærer.

Faktaboks

15-20 % af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, ender med en spontan abort.

Men totalt set er det formentlig over halvdelen af alle graviditeter, der ender med en abort. Mange sker bare så tidligt, at kvinden endnu ikke ved, at hun er gravid.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk

Hvad stiller man så op med tomheden? Hvor går man hen med den? Sidder man tilbage og føler sig helt alene?

Jeg ved ikke, hvad “man” føler, men måske ville det hjælpe at tale om det. For én ting ved jeg – du er i hvert fald ikke den eneste, der har været igennem det. Hvis det føles sådan, er det måske fordi de andre ikke taler om det.

Jeg siger ikke, man nødvendigvis skal gå offentlig på diverse sociale medier med nyheden, så snart man har tisset på en pind. Jeg siger bare, at der er mange graviditeter, vi aldrig taler om, fordi de ikke blev til noget. Men det var noget. Inde i en kvinde.

Jeg tror på italesættelsens kraft og jeg er ikke berøringsangst. Heller ikke når det gælder emner, som er ubehagelige eller gør ondt – og hverken om det handler om at lytte til dem, tale om dem eller selv fortælle om dem.

Graviditeten der gik galt

Nu vil jeg fortælle jer min historie om en graviditet som gik galt…

I november besluttede Kasper og jeg, at vi gerne ville have en baby mere. I slutningen af november sagde min mavefornemmelse mig, at jeg var gravid. Jeg plejer at være ret skarp, når det kommer til at mærke efter i min krop.

Så selvom adskillige graviditetstests og en menstruation modsagde min fornemmelse, havde jeg svært ved at tro på, jeg ikke var gravid. Jeg forsøgte dog alligevel at lægge det på hylden de efterfølgende par uger.

Mandag 12. december rejste Kasper til Thailand, og den 17. december skulle Elva og jeg rejse til Sri Lanka, hvor vi skulle mødes med Kasper og tilbringe tre ugers ferie. Samme aften som Kasper rejste, tog jeg endnu en graviditetstest, da jeg ikke kunne slippe tanken om, at noget ikke var normalt. Denne gang viste testen svagt positiv.

Jeg havde blødt ‘on and off’ i næsten to uger, så jeg turde ikke rigtig tro på, det var en normal graviditet.

Min formodning var, at det var en spontan abort, og at graviditetshormonet var svagt, men kunne spores, fordi graviditeten var på vej ud af kroppen.

Den efterfølgende morgen ringede jeg til min læge og fik en tid til en scanning om torsdagen.

I dagene frem til scanningen tog jeg en graviditetstest hver morgen, og for hver dag blev de svagt men dog mere tydeligt positive, hvilket gav mig et lille håb om, at det måske alligevel kunne være en almindelig graviditet.

For mig stod det på daværende tidspunkt som et spørgsmål om, hvorvidt det var en almindelig graviditet eller en spontan abort. Det slog mig derfor noget ud, da lægen begyndte at snakke om graviditet uden for livmoderen og akut operation.

Ikke at han som sådan troede det var dét, men han var nødt til at gøre mig opmærksom på risikoen, da jeg jo var på vej ud af landet om under 48 timer.

Jeg fik taget blodprøver torsdag og fredag, som skulle gøre os klogere på hvordan graviditetshormonet udviklede sig.

Fredag formiddag sad Elva og jeg klar med kufferten og ventede nervøst på svaret.

En time før vores færge sejlede mod sjælland, fik jeg beskeden.. “Vi tror, det er en spontan abort, men der er en lille risiko for, det kan være en graviditet uden for livmoderen”.

Svært at leve i uvished

Så der sad vi. Håbet om en normal graviditet var slukket og vores rejseeventyr, som vi havde glædet os til i et år, var ødelagt. Jeg turde ikke tage afsted.

Hvis jeg valgte at rejse, risikerede jeg at være på Sri Lanka og skulle akut opereres – uden at være forsikret i øvrigt, da jeg kendte til risikoen inden afrejse.

Jeg var helt slået ud.

Jeg ringede til Kasper, som fik booket et fly hjem hurtigst muligt, og så gik resten af eftermiddagen med at ringe til de forskellige flyselskaber og “sælge vores billetter tilbage”, da vi ikke havde en afbestillingsforsikring.

Heldigvis var min veninde hos mig, og ikke mindst Elva, for jeg var så ked af det, at jeg havde svært ved at være mor.

Især uvisheden var forfærdelig. Min hjerne forsøgte konstant at finde svar og løsninger, men jeg standrede hele tiden samme sted – ved en masse hvis’er. Jeg vidste ikke, hvad det var, eller hvordan det ville ende.

Lørdag aften kom Kasper hjem, og det hjalp lidt. Han har en dejlig favn og en ro, som virker beroligende på mig.

Vi besluttede os for at få det bedste ud af ventetiden, som blandt andet stod på blodprøver hver anden dag.

Vi nød juletiden i Danmark, som vi ikke har oplevet de seneste tre år, da vi har holdt jul i udlandet. Vi nød, at vi trods alt, havde ferie sammen og ikke mindst nød vi vores fantastiske datter.

Uvisheden fyldte dog stadig. Op til hver eneste blodprøvesvar håbede vi, at tallet var så faldende, at man ville kunne konstatere at det “bare” var en spontan abort. Vi talte også om en lille rejse mellem jul og nytår, hvis vi fik vished inden. Gang på gang fik vi samme besked: “Vi tror, det er en spontan abort, men der er en lille risiko for, det kan være en graviditet uden for livmoderen”.

På operationsbordet

Den 23. december fik jeg ondt og blev scannet på sygehuset. Der var stadig intet at se hverken i eller uden for livmoderen, da det endnu var for småt. Endnu engang blev vi sendt hjem med samme uklare besked.

Den 27. december fik jeg kraftige menstruationssmerter og jeg begyndte at bløde igen. Jeg ringede til lægen, som mente, det kunne være det sidste af graviditeten, jeg var ved at bløde ud. Han bad mig kontakte akutmodtagelsen, hvis smerterne tog til. Og det gjorde de. I løbet af kort tid og ret intenst.

Jeg blev indlagt, og de efterfølgende 6-7 timer gik med flere blodprøver, scanninger og store smerter.

På den sidste scanning kunne lægen se, at jeg havde en blødning i maven, at graviditeten sad uden for livmoderen og at en operation var nødvendig.

De havde travlt og ville vente med at operere mig til den efterfølgende morgen. I løbet af de efterfølgende timer, gjorde jeg det klart, at mine smerter var for voldsomme til at jeg kunne ligge sådan hele natten, og operationen blev langt om længe sat i gang.

Operationen foregik som kikkertoperation gennem fire små “kighuller” i min mave. Da lægen vækkede mig fra narkosen, fortalte hun, at de havde fjernet min ene æggeleder, at jeg havde mere end en halv liter blod i maven og at hun var meget glad for, de ikke ventede til dagen efter med at operere mig .

Den efterfølgende uges tid gik med at komme mig både fysisk og psykisk. De foregående uger havde været noget af en rutschebanetur, og jeg havde både brug for selv at bearbejde det hele og for at tale med andre om det.

Det viste sig, at mange af de kvinder jeg talte med, kendte til graviditeter som gik galt.

Og ved I hvad.. det var slet ikke så slemt at tale om. Tværtimod.


9 kommentarer

  • Tusind tak for at du står frem og deler din historie og sætter fokus på sådan et emne. Jeg har selv haft to spontane aborter. Jeg har hele tiden været meget åben omkring det og har haft brug for at tale med andre om det. Her fandt jeg også ud af hvor mange der faktisk selv har haft en spontan abort eller flere men blot aldrig talt om det fordi det har været tabulagt. Jeg har både holdt en graviditet hemmelighed og fortalt det med det samme alt efter hvad jeg havde brug for.
    Her hos os var tredje gang lykkens gang og så dobbelt op <3 Vi er blevet forældre til to dejlige piger på 10 mdr. Så selvom jeg nogen gange mistede troen lykkedes det og vi er så taknemlig.

    Tusind tak for din dejlige blog, jjegnsltter stor pris på din ærlighed og de dejlige opskrifter du deler. Jeg lærte dig at "kende" efter vi tilfældigvis mødte jer oppe hos Billedemageren til jeres newborn billeder af Elva. Min kæreste var sikker på han havde set Kasper før og han fik jo ret og på den måde fandt jeg frem til dig og din dejlige blog.

    • Hej Anja

      Tusind tak for du også deler din historie og dine erfaringer.

      Tak for de rosende ord om KPK. EJ, hvor sjovt! Jeg kan sagtens huske jer. Et lidt sent tillykke med jeres skønne piger.

  • Tak fordi du deler din historie… Det er et svært emne at tale om, det ved jeg om nogen… Jeg har været igennem 5 graviditeter men vi har kun 1 barn, det har været 5 hårde år med både psykiske og fysiske kampe… Og ikke mindst en kamp for vores forhold når det var allermest sort og jeg havde mistet troen på om vi nogensinde ville få et barn… Jeg var også så heldig at være medlem af et netværk for kvinder der har mistet rigtig mange gange… Det er så utrolig vigtigt at snakke om det selvom graviditeten ikke blev ret lang, så føles det stadig som om man har mistet en del af sig selv.. Det er bare ikke mange der ikke har kunne forstå det hvis de ikke selv har prøvet det… Det er i hvert fald sådan jeg har følt det, for jeg har altid fået komme tarer som “op på hesten igen” eller “det var jo ikke blevet en rigtig baby endnu”… Men det er bare ikke så nemt at komme videre og det vil altid sidde i baghovedet at man har mistet 4 gange..
    puha det blev en lang smøre det her, men det var rart lige at komme ud med…

    • Hej Camilla

      Selv tak fordi du deler din historie. Puha, jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan det har været for jer. Tanker herfra.

  • Jeg synes virkelig at det her er et emne, som bliver tysset for meget ned og tager så meget hatten af for at du deler din historie 😊👏 jeg har selv aborteret 3 gange og har alle gange valgt at dele det indenfor de 12 uger – netop for at der var folk omkring os, som kunne støtte os i den svære tid der var efterfølgende. Hvorfor ikke? Jeg forstår ikke man skal vente 12 uger, men har respekt for at man er individuelle mennesker med forskellige holdninger. Tak for dit fantastiske indlæg!

    • Tak for din fine kommentar, Tatjana.

      Jeg er ked af at høre, hvad du har været igennem – men jeg er glad for du deler nu og dengang. Tak.

  • Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg ved ikke hvad vi ville have gjort uden vores familie og vennner og deres støtte og omsorg, da vores graviditet endte som en spontan abort.

    Må jeg spørge hvor langt henne du var d. 27 dec. Før du blev opereret ?

    • Nej de er guld værd. <3

      De ved det ikke, men vi tror, jeg havde ægløsning omkring den 24 november.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *