Cxense Display

Når panikangst bliver til hysteri-angst

Jeg kom sent i seng natten til i fredag, for det tager åbenbart mere end 10 minutter at pakke, hvilket kom helt bag på mig, selvom jeg har rejst en hel del.
Derudover havde jeg svært ved at sove, men til gengæld ingen problemer med at vågne med et sæt klokken 5.30.
Jeg havde ellers aftalt med vækkeuret, at det skulle vække mig behageligt med fuglelyde klokken 6.30, men det var som om, min underbevidsthed var klar over, at jeg ikke var klar til afgang.
Og den havde ret.
Jeg er tidsoptimist, og mener altid stensikkert, at jeg kan klare det hele på den halve tid. Det er bare desværre ofte omvendt.
Samtidig er jeg perfektionist. Så selv de gange, jeg faktisk starter i god tid, er der altid noget mere der lige kan gøres for en perfektionistisk tidsoptimist.
Og det var ingen undtagelse, da min far kørte ind i min indkørsel klokken 7.30 som aftalt. Panik! Men min far, som jo kender sin datter, satte sig stille og roligt i mit køkken, og bad om en kop kaffe – for vi havde masser af tid… Godt lavet Daddy Bomstærk. 🙂
Selvom min far og jeg ikke deler samme opfattelse af tid, gør vi det af så meget andet. Sammen kan vi fordybe os i alverdens emner, og jeg kan blive helt glad og stolt over, at jeg kan genkende mig selv i ham i meget mere end de bleg-røde gener.
Også ved vores svagheder er vores ligheder slående. På et tidspunkt i bilen sagde jeg noget til ham, hvortil han helt tydeligt svarede uden at have hørt et ord af, hvad jeg sagde. Jeg ignorerede det smilende og overbærende, for han var i gang med at rode min sin gps – og hvilken dobbeltmoralsk hykler ville jeg ikke være, hvis JEG bebrejdede ham for manglende evner til at multitaske?!
En halv time senere sagde han henkastet noget, der på ingen måde gav mening for mig. Jeg spurgte forvirret ind til det, hvortil han svarede, at han havde fortalt mig det for ca. en time siden, men at han udmærket havde bemærket, at jeg bare havde svaret, uden at have nogen idé om på hvad, fordi jeg havde siddet og rodet med min telefon. 🙂

Jeg blev sat af ved min ældste ven Jobbe, som jeg nærmest hang sammen med hele min barndom.
Vi drak en masse kaffe, vendte hele verdenssituationen og blev flere gange enige om, hvordan vi kunne løse mange af verdens problemer. Præcis som da vi var 7-8 år gamle, og lagde en plan for, hvordan vi skulle befrie frøerne fra den isdækkede andedam. 🙂

Efter nogle skønne, nostalgiske timer, kørte Jobbe og Jobbes kæreste mig til lufthavnen. Der var stille før stormen, da jeg i god tid ankom, men stormen “Alexander” begyndte så småt at melde sin ankomst, og det samme gjorde min nervøsitet for, om Alexander ville blive skyld i, at mit fly ikke ville lette. Min nervøsitet blev hurtigt erstattet af en slags panikangst, da jeg ikke kunne checke ind.

Jeg henvendte mig venligt og meget kvinde-i-nød-agtigt til en lufthavns-mand, som kynisk fortalte, at mit Esta (visum til USA) ikke var udfyldt korrekt, og at han derfor ikke vidste, om de kunne lade mig flyve. Panikangst blev lynhurtigt erstattet af hysteri-angst…
Og hvor fanden var mit pas nu blevet af?!!?!???!!

Med glemt pas ved check-in computeren tilbage i sikkerhed, stillede jeg mig rastløst i kø til skranken.
Heldigvis tog en rar mand godt i mod mig. Han løste alle mine problemer på et minut. “Det løser vi lige med det samme. Sådan. Du skal ikke være urolig for stormen, den kan højst skabe lidt forsinkelse. Din kuffert vejer 5 kilo for meget, men du kan pakke noget i den håndbagage, så går det nok”. De sidste to kilo overvægt ignorerede han venligt. Han var en rigtig helt!

Efter en skøn, men dog bekymringsfyldt dag, sidder jeg nu roligt på flyet med retning mod New York og Kasper. Og selvom jeg er spændt på at opleve NY, glæder jeg mig mest til at se Kasper igen.
En uge uden ham, er ikke noget for mig. Til gengæld er tre uger med ham, lige netop noget for mig.
Jeg kan slet ikke vente…


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *