Heldigvis supplerer Kasper og jeg hinanden super godt, ved at vi sjældent mister vores overskud på samme tid. Vi skiftedes derfor til at distrahere og sprede positiv energi og stemning, når den anden (jeg), var ved at gå amok over den fucking lorte-dør. “Roooolig Steph, der er jo ikke noget at gøre ved det”, sagde overskudsagtige Kasper. “Tsk!! Jo der er sgu så! jeg finder en løsning.”, svarede jeg, inden jeg efter en masse forskellige, desperate og mislykkedes forsøg måtte indse, at manden havde ret – PIS!!
Jeg er altså bare ikke særlig god til høje lyde. Eller ventetid. Eller folk der står i vejen. Eller ryger. Eller ikke tager hensyn. Eller bare er irriterende… Ej men helt ærligt, hvem ligger sig også ved poolen og sætter dårlig musik på deres telefon med endnu dårligere lyd, når der i forvejen spilles musik i højtalerne. Imens de ryger. Det gør mennesket, som ligger sig ved siden af mig, sjovt nok, altid.