Cxense Display

Paleo træstammer

Jeg lavede disse lækre Paleo træstammer i sidste uge, da min søster sendte mig en lækker opskrift med ordene: ” Steph, dem her vil jeg VIRKELIG gerne prøve.. Så jeg regner med, du laver dem”. 🙂
De blev vildt lækre og var et skønt og sundere alternativ til den almindelige træstamme.

PALEO TRÆSTAMMER:
(ca. 6 stk.)

Marcipan:
– 200 gram mandler

– 60 gram daddelpure (dadler og lidt kogt vand der blendes sammen).

Trøffelmasse:
– Ca. 30 gram kakao (smag jer frem)
– 80 g blødgjort kokossmør. Det kan købes i helsekost-butikker. Ellers kan du lave det selv ved at riste kokosmel/kokosrasp på panden (det giver en langt bedre smag) og derefter skal det en tur i foodprocessoren. Det kan også lade sig gøre i en blender, men det kræver en god blender, en del tålmodighed og måske lidt hjælp fra kokosolien på hylden, til at sætte processen i gang.
– Kornene fra en vaniljestang eller et godt drys ren vaniljepulver.
– Evt. 1 spsk. lucumapulver.

Først laves trøffelmassen:
Blend alle ingredienserne til trøffelmassen og stil den derefter på køl i en time og efterfølgende gerne på frost i en halv time, inden du skal bruge den.

Nu laves marcipanen:
1. Mal mandler til mel i en minihakker/kaffekværner eller i en tør blender (jeg brugte blender).
2. Tilsæt derefter daddelpuréen.
3. Ælt med hænderne og stil derefter marcipanen på køl i mindst en time. Pak evt. marcipanen ind i film/wrap (pølse-facon).

Efter køl:
1. Efter køl formes trøffelmassen til små pølser. Smid dem i fryseren igen bagefter, gerne 20-30 minutter.
2. Marcipanen rulles ud med en kagerulle mellem to stykker bagepapir i den ønskede tykkelse.
3. Skær marcipanen i baner der passer til trøffel-pølsen.
4. Nu pakkes trøffel-pølsen ind i marcipan. Enderne dyppes i mørk chokolade (jeg brugte 81%).

Velbekomme.  🙂


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *