Cxense Display

Mit livs bedste beslutning – at få mine børn tæt på hinanden

Da jeg var gravid med Baldur, ønskede folk mig tillykke, men lykønskningerne havde mere en klang af “held og lykke” da de ofte blev efterfulgt af et “men”..

“tillykke, men det bliver godt nok hårdt hva”?!, var min mest hørte sætning anno 2016.

De fleste forældre kender den slags forælder-situationer, hvor afkommet ganske enkelt er kropumulig, og man står dér med sved på panden og føler sig temmelig magtesløs. Eller den slags, hvor man simpelthen lægger en lynhurtig handlingsplan over, om man gør omgivelserne, sig selv eller baby ren først, når baby med imponerende tryk har fejlvurderet, om den havde ble på.

Apropos fejlvurdering, så var det som om, folk troede, at det jeg lige præcis havde brug for at høre i den slags situationer, var: “Puha, det bliver nok ikke nemmere med én mere lige om lidt”…

Jeg har nok at se til, bevares, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at valget om at få mine børn så tæt på hinanden, er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Det var helt planlagt, og faktisk blev jeg jo gravid inden, men det endte med en akut operation, da det var uden for livmoderen. Den historie kan du læse her: Når graviditeten går galt

Elva var 17 måneder da Baldur blev født, og da hun mødte ham første gang, sagde hun “baby”, kyssede ham og lavede samme “kom her-bevægelse”, som hun gør til hunde og andre søde skabninger. Hun bød Baldur velkommen til flokken og hun ELSKEDE ham fra første sekund. 

Det kan naturligvis være svært at vide, præcis hvad der sker inde i et 17 måneder gammelt hoved, men hun var så kærlig og sød ved ham, og hun har været helt okay med at dele sine forældre med “baby”, som hun kaldte ham insisterende og unødvendigt længe. Hun vil dog ikke dele sin pude, men den elsker hun altså også virkelig højt. 😀

De er et makkerpar – og sådan har de det bedst.

De har brug for at vide, hvor den anden er hele tiden og de foretrækker at være tæt på hinanden. De går på samme stue i vuggestuen, og de leger ikke altid sammen, men helst tæt på hinanden. 

Da jeg skulle hente dem på legepladsen i vuggestuen den anden dag, legede de to forskellige lege i sandkassen. Elva afbrød pludselig sin leg, gik hen til Baldur, gav ham hue på og sagde: “Det er koldt, Baldur, tag din hue på”, hvorefter hun fortsatte sin leg. 

De har sovet på samme værelse, siden Baldur var knap ni måneder gammel – og det fungerer bare SÅ godt. 

Det er tydeligt, det er trygt for dem, at den anden er der. 

De vækker sjældent hinanden, så selvom den ene kalder eller græder, vågner den anden stort set aldrig. 

Hvis den ene vågner før den anden, når de sover til middag, savner de hinanden – hvilket er ret sødt. De er bogstaveligt talt sammen i døgndrift, men alligevel er det ret nederen, når den anden sover og ofte udløser det stor jubelscene og mange kys og kram, når syvsoveren vågner.

Jeg er ikke ude på at romantisere eller idyllisere at have pseudotvillinger – eller at have børn generelt – men selv når jeg står med to vilde og sure børn midt i ulvetimen og mangler hænder, er det stadig det hele værd. 

Dét de to gøj’er har sammen, er mere end hvad vi havde turde håbe på og drømme om – og det slår enhver ulvetime og forælder-situation, jeg kan komme i tanke om.

Advarsel: Der kommer dog en periode, når ældste barn stadig er lille og yngste barn kan kravle, men endnu ikke tage imod en besked – og ældste barn kan, men nægter – hvor dit liv vil føles lettere kaotisk!

Jeg panikkede nogle gange, da jeg var gravid anden gang (og første gang), fordi jeg ikke vidste, hvad fanden jeg havde rodet mig ud i, og der hjalp alle skrækhistorierne og “shit det bliver hårdt-kommentarerne” mig ikke.

Min oplevelse er givetvis subjektiv, og jeg kan desværre ikke give garantier for, at det vil føles lige så rigtigt for alle andre, men det er vigtigt for mig, at sende min version ud blandt alle “puha – held og lykke’erne”

Kaspers mening om at have pseudotvillinger er endnu mere rosenrød end min, men jeg ved ikke helt om det tæller, når han sjældent er alene med begge børn. Lige præcis dét og at jeg ofte er alene med dem gør, at jeg også synes, det er vanvittigt hårdt at have børn nogle gange, men det er et helt andet blogindlæg… 

At få børn var for mig livsændrende og livssynsændrende og har gjort mig stærkere og mere skrøbelig. Det har lært mig hvad uigenkaldelig og ubetinget kærlighed, som synes at vokse sig større hver eneste dag, er. 

Når jeg kigger på mine børn, mærker jeg en følelse af varme og lykke strømme gennem min krop – og samtidig bliver jeg bange. Bange for at miste dét, som giver mit liv aller mest mening.
At få børn er krævende og givende. At få børn er kontrastfyldt!

Jeg opdagede en ny følelse ved at få børn i flertal.. det går lige i hjertet på mig, når mine børn udtrykker deres kærlighed overfor mig, men det smelter mit hjerte, når de gør det overfor hinanden.


2 kommentarer

  • Dejligt indlæg! Kunne ikke være mere enig. Her har vi også pseudotvillinger med 17 mdr imellem – det skønneste makkerpar i tykt og tyndt! Og vores livs bedste beslutning.
    Jeg hørte også på alle “puha” – kommentarerne og det eneste det gjorde var at skabe panik i mit hoved! Heldigvis viste det sig jo at der slet ikke var brug for noget puha eller held og lykke. Man skulle hellere sige til folk der får deres børn tæt; tillykke du kommer til st give dine børn deres livs gave!

  • Vi er fire børn i min søskendeflok – et sæt pseudotvillinger og et sæt tvillinger 😥😨 Og mine forældre er gift på 35. år – jeg er ikke i tvivl om det har været hårdt for dem til tider, men for os børn har vi haft den fedeste opvækst. Vi har altid haft minimum en “fysisk” legekamerat.

    Mine børn er 4 og 8 – og det sgu heller ikke altid let. De kan og vil begge noget forskelligt og det kan være svært at vælge hvis tur det er idag til få det de hver især kan og vil uden det går lidt ud over den anden.

    De ELSKER iøvrigt og så at sove sammen, og det får de lov til så tit og så længe de begge vil det.😍

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *